Mortens Starter’s Kit om drengeomskæring

75A07950-29D4-4861-8DA6-5012475A2869

For de fleste mennesker er det ikke nødvendigt at læse ét eneste ord for at indse, at penisbeskæring uden uopsættelig medicinsk nødvendighed på et individ, der ikke kan give samtykke, er en brutal krænkelse af dette individs kropslige og seksuelle selvbestemmelsesret. For naturligvis skærer man ikke sundt, funktionelt og seksuelt følsomt væv af et andet menneske uden legitim grund.

Jeg har skrevet dette “Starter’s kit” med basal sundhedsfaglig, juridisk og etik-relevant information om drengeomskæring for folk, der gerne vil være klædt på til de ophedede debatter, som rituel forhudsamputation ofte udløser.


1) Info om forhuden

Hvad er forhuden for en struktur? Hvilke funktioner har den? Hvad mister man ved omskæring? Det har jeg skrevet om på Videnskab.dk.

I april 2014 blev jeg inviteret i TV2 Lorry for at fortælle om omskæring.

Ved en høring om drengeomskæring på Christiansborg d. 22/10-2014 holdt jeg dette 7-minutters indlæg med basal indføring i, hvad forhuden er for en størrelse, og hvad omskæring medfører.

Christiansborg
Christiansborg høring d. 22/10-2014

2) Hvordan foregår en omskæring?

Her er links til videoer af ganske almindelige nordamerikanske drengeomskæringer i hjemmet, på et hospital og i en kirurgpraksis (link fjernet fra Youtube, da indholdet var for voldsomt).

Advarsel: Nogle finder videoerne ubehagelige at se. Bemærk, at hospitalsvideoen på trods af voldsomheden er en reklamefilm for lægens omskæringspraksis.

02scared

Hér er en video af en drengeomskæring med den meget udbredte PlastiBell-metode. Videoen er velegnet som introduktion til sarte personer, da den er uden lyd og således forskåner seeren for drengens protester (link fjernet fra Youtube, da indholdet var for voldsomt). Et kort klip fra denne video blev vist i Quizzen med Signe Molde på DR2 d. 8/3-2018.


3) Hvilke komplikationer er der til omskæring?

Akutte og subakutte komplikationer 

En undersøgelse fra Rigshospitalet i 2013 har vist, at når danske drenge bliver rituelt omskåret af dygtige børnekirurger, så opstår der ”signifikante komplikationer” hos 5% af drengene, oftest i form af blødning eller infektion.

Kun de færreste komplikationer til drengeomskæring kommer til andres kendskab end de lægers, der behandler de skadelidte drenge. Nyere offentlige rapporter eksisterer dog for to danske drenge, der var tæt på at miste livet som følge af lægens overdosering af lokalbedøvelse ved penisroden inden omskæringen. Det er en illusion at tro, at man kan undgå omskæringstragedier, hvis blot man lader læger udføre operationen. Her er en rapport fra Ugeskrift for Læger fra juni 2015. Den ene af de to omtalte drenge, der var ved at miste livet, blev omtalt i medierne i sommeren 2014.

I sjældne tilfælde går operationen skæbnesvangert galt. Men selv, når operationen ”går godt”, vil drengen altid efterfølgende have mindre følsomhed på sin penis, end han ellers ville have haft. Det skrev jeg i 2013 denne artikel om i Information.

Mulig sammenhæng med autisme

En dansk undersøgelse fra 2015 af alle drenge født i perioden 1994-2003, som blev fulgt til de fyldte 10 år, viste, at rituelt omskårne drenge havde en næsten 50% forøget risiko for at udvikle en autisme-spektrum-forstyrrelse inden 10-års alderen. Risikoen for den mest alvorlige og gennemgribende autisme-spektrum-forstyrrelse, infantil autisme, var fordoblet hos omskårne drenge inden 5-års alderen. På nuværende tidspunkt kan det dog ikke afgøres, om der er tale om en reel årsagssammenhæng bag den forøgede forekomst af autisme hos omskårne drenge.

Selve undersøgelsen (på engelsk) kan frit downloades fra tidsskriftet, Journal of the Royal Society of Medicine, hvor den blev offentliggjort. I maj 2016 blev undersøgelsen omtalt i TIME Magazine. Og i februar 2017 blev undersøgelsen grundigt omtalt af en amerikansk professor i psykologi i tidsskriftet Psychology Today.

Markant øget risiko for urinrørsmundingsforsnævring (meatusstenose)

I december 2016 offentliggjorde jeg og en statistikerkollega en landsdækkende videnskabelig undersøgelse, hvor vi påviste en 10-26 gange forøget risiko for operationskrævende forsnævring af urinrørsmundingen (meatusstenose) hos rituelt omskårne danske drenge sammenlignet med intakte drenge. Andre studier har vist, at mellem 5% og 20% af tidligt omskårne drenge vil udvikle urinrørsmundingsforsnævring, en tilstand der stort set aldrig opstår hos intakte drenge. Vores undersøgelse dokumenterede for første gang, hvad læger har vidst i langt over 100 år. Selve undersøgelsen (på engelsk) kan frit downloades fra tidsskriftet, The Surgeon, som offentliggjorde studiet.

Meatusstenose

4) Hvilke konsekvenser fortæller omskårne mænd selv om?

Adskillige ufrivilligt omskårne danske mænd har forsøgt at bryde tabuet i både avisindlæg og radio- og TV-indslag – med seriøs risiko for at blive mødt med foragt og latterliggørelse af folk, der ikke vil anerkende, at omskæring på raske børn er og bliver et alvorligt overgreb. Her følger et udpluk af modige danske omskårne mænds indlæg – sorteret efter de enkelte mænds første debatindlæg:

Mohammad Rona

Mikkel Senna Odoom

Anonym mand, 40 år (Berlingske kender identiteten)

Tinus de Schunard

Fadel Juanmiry 

Harun Demirtas

Ahmad Mahmoud

Habib Mir Ghasemi

Güray Baba

Yusuf Alici

Hussain Ali

Ercan Alici

Ayhan Al Kole

Jeremy Wilson

Zouheir Chreih

Mohammed Hassan

Djuma Diallo Berlev

Niels Plougmann

Nima Zamani

Mikael Aktor

Aein Amripour

Svend Ravn

Leo Milgrom

Kjeld Koplev

Bishan Alankesh

My circumcision - my violation

Her er noget så sjældent som en 10-minutters hjemmevideo om en rituel jødisk drengeomskæring i USA, hvor drengen, der omskæres i videoen, i mellemtiden er blevet voksen og ser tilbage på sin omskæring med fortvivlelse og vrede.

En bog fra 2014 med titlen ”Unspeakable Mutilations: Circumcised Men Speak Out” har samlet 50 vidt forskellige historier skrevet af omskårne mænd, der alle forbander, at de blev omskåret som små.

En meningsmåling fra 2015 foretaget af YouGov blandt cirka 1000 amerikanske mænd viste, at færre og færre støtter omskæring af raske drenge. Hver 10. omskårne mand oplyste, at han ville ønske, at han ikke var blevet omskåret som lille.

En artikel fra 2017 i tidsskriftet International Journal of Human Rights giver en omfattende beskrivelse af 1008 tidligt omskårne mænds mange forskelligartede psykiske, fysiske og seksuelle langtidskomplikationer.


5) Hvad siger videnskaben om de seksuelle konsekvenser af omskæring hos danske mænd og deres partnere?

Selv om drengeomskæring er blandt de hyppigst udførte operationer i verden, er der kun i forbløffende ringe grad gennemført seriøse videnskabelige undersøgelser om konsekvenserne for mænds sexliv. Sammen med to medforfattere skrev jeg i 2011 en videnskabelig artikel om spørgsmålet, hvor vi blandt andet påviste en øget forekomst af orgasmeproblemer hos omskårne danske mænd og deres kvindelige partnere. Selve undersøgelsen (på engelsk) kan frit downloades hos tidsskriftet, International Journal of Epidemiology, som udgav artiklen.

Seksuelle problemer

En såkaldt “kvalitativ syntese”-artikel offentliggjort i Danish Medical Journal i 2016 er af toneangivende danske omskæringsforsvarere blevet flittigt citeret for at dokumentere, at drengeomskæring ingen betydning har for voksne mænds sexliv. Undersøgelsen kan imidlertid intet meningsfuldt sige om de seksuelle langtidskonsekvenser af drengeomskæring, da 87% af de inkluderede studier slet ikke handlede om drengeomskæring. Jeg har sammen med bioetiker Brian D. Earp skrevet en alvorlig kritik af undersøgelsen i Ugeskrift for Læger. Tværtimod findes der to uafhængige studier fra USA og Canada (se kommentar til det canadiske studie her), der samstemmende viser, at forhuden er den mest berøringsfølsomme del af penis.

Omskæringsforsvareres påstande om den manglende betydning af omskæring for mænds senere seksuelle følsomhed strider således både mod videnskabelige observationer, almindelig sund fornuft og et utal af beretninger fra mænd, der er ulykkelige over deres seksuelle genvordigheder – problemer, der hos mange af disse mænd med al rimelighed er forårsaget af nedsat følsomhed på deres omskårne penis.


6) Hvad siger juraen om drengeomskærings lovlighed i Danmark?

Drengeomskæring er juridisk set en tvivlsom affære i Danmark. Formentlig er det slet ikke lovligt. Det har cand.jur. & mag.art. Hans Jørgen Lassen skrevet jura-speciale om i 2013. I 2015 skrev han en god artikel i Folkets Avis om rituel drengeomskærings forhold til FNs Børnekonvention.

I en artikel trykt i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab i 2014 skrev tidligere kriminaldommer Peter Garde, at rituel drengeomskæring er en åbenbar overtrædelse af straffelovens voldsbestemmelser. Samme forfatter har også skrevet denne meget informative artikel om emnet i Jyllandsposten i 2014.


7) Har drengeomskæring og pigeomskæring overhovedet noget med hinanden at gøre?

Ja, selvfølgelig er drenge- og pigeomskæring to sider af samme sag. I begge tilfælde bortskæres unikt, ikke-gendanneligt, funktionelt og erotisk følsomt væv fra et velskabt og sundt barn. Det har jeg bl.a. skrevet om i Berlingske. Og hér er et tankevækkende engelsksproget blog-indlæg af menneskerettighedsaktivisten Joseph Lewis om det samme. Den amerikanske bioetiker Brian Earp har på Oxford University’s blog Practical Ethics skrevet en fremragende artikel om hykleriet, som mange debattører udviser, når de uden problemer accepterer omskæring af raske drenge, mens de fordømmer pigeomskæring.


8) Bliver forældres religionsfrihed krænket, hvis der indføres en 18 års mindstealder for omskæring af raske drenge i Danmark?

Nej, for religionsfrihed betyder naturligvis ikke uindskrænket ritualfrihed. Eller med andre ord: Religionsfrihed giver ingen mennesker ret til at skære sunde og funktionelle dele af andre mennesker uden deres samtykke. Det har jeg skrevet en artikel om i Kristeligt Dagblad.

Der står intet i koranen om omskæring, og man kan naturligvis sagtens være muslim uden at skære en del af sin søns penis. Læs her nogle syn på sagen fra danskere med muslimsk eller jødisk baggrund:

Zouheir Chreih: Min søn skal selv vælge

Nima Zamani: Kære forældre – hvor er min forhud?

Halime OguzOmskæring er ikke religionsfrihed

Hussain Ali: Omskæring burde være ulovligt på raske børn!

Güray Baba og Iman Diab: Omskæring af drenge er ikke en pligt i islam – intet rask barn fortjener at blive skåret i og Anklagerne om antisemitisme og minoritets-forfølgelse er de værste

Monica RitterbandDe fortalte mig en løgn (kan også læses hér)

Mahican Gielen: Jeg er læge, mor og muslim – og mit barn skal ikke udsættes for en unødvendig operation (kan også læses hér)

Mustafa Sayegh: Omskæringer er omsorgssvigt

Avraham Burg

Også fremtrædende jøder er begyndt at tvivle på nødvendigheden af drengeomskæring. Læs her en stærk, personlig beretning fra den tidligere formand for det israelske parlament Knesset, Avraham Burg, i den israelske avis Haaretz. Ifølge Burg er omskæring ikke længere et forsvarligt ritual.

Fhv. overrabbiner Bent Lexner har for åben TV-skærm d. 3/3-2014 i programmet Jersild i Tiden anerkendt, at jødiske forældre udmærket kan lade være med at omskære deres sønner. Omskæring er altså heller ikke for danske jøder et ufravigeligt religiøst krav.

I en stor artikel på det israelske nyhedssite Jewish Business News d. 1/2-2016 blev rituel jødisk omskæring (brit milah) omtalt som unødvendig vold (‘needless violence’). Artiklen fortalte om det stigende antal moderne jøder, der heldigvis dropper det utidssvarende amputationsritual til fordel for et harmløst velkomstritual med fodvask (brit shalom) på den 8 dage gamle dreng.

Også danske folkekirkepræster har taget bladet fra munden for at forsvare drenges ret til intakte kønsorganer. Her er et fint indlæg af præst Peter Bjørn Hansen (læs fra side 5). Og her er to glimrende indlæg i Dagens Medicin og Jyllandsposten af præst Erik Søndergaard.


9) Hvad siger befolkningen til drengeomskæring?

Pigeomskæring har været forbudt i Danmark i mange år, og i 2003 blev dette forbud eksplicit indført i straffeloven. Et stort befolkningsflertal ønsker at indføre en minimumsalder på 18 år for rituel omskæring for at beskytte alle danske børn – både drenge og piger – mod rettighedskrænkende, medicinsk unødvendig, risikabel og decideret skadelig kønskirurgi.

Opbakningen i befolkningen til en 18 års mindstealder for omskæring af raske drenge har været særdeles høj i de seneste år:

2013: 71% (Yougov, for Metroxpress)

2014: 72% (InFact, for DR)

2014: 73% (Yougov, for Metroxpress)

2016: 87% (Megafon, for TV2/Politiken)

2018: 83% (Megafon, for TV2/Politiken)

2018: 72% (Gallup, for Berlingske)

2019: 88% (Projekt SEXUS)

2020: 86% (Megafon, for TV2)

2021: 80% (Megafon, for TV2)


10) Hvad mener danske læger og andre sundhedsprofessionelle om drengeomskæring?

I marts 2013 skrev jeg og 37 andre professorer og overlæger fra 17 lande i Europa og Canada en alvorlig kritik af de amerikanske børnelægers positive holdning til drengeomskæring. Europæiske læger finder det uetisk at skære følsomt og funktionelt væv af raske drenge, og vi vurderer i øvrigt, at der ikke findes reelle sundhedsfordele ved drengeomskæring. Artiklen (på engelsk), der i parentes bemærket havde professor i børnesygdomme og senere formand for Det Etiske Råd, Gorm Greisen, som medforfatter, kan frit downloades fra de amerikanske børnelægers eget tidsskrift, Pediatricssom offentliggjorde vores kritik.

Pediatrics artikel 2013

I oktober 2013 udsendte danske og nordiske foreninger for klinisk sexologi (Nordic Association for Clinical Sexology, NACS) en fælleserklæring imod omskæring af raske drenge.

I januar 2014 udtalte de praktiserende læger i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), at drengeomskæring uden medicinsk indikation er ”lemlæstelse”.

I 2014 tog Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) klar stilling imod ikke-terapeutisk drengeomskæring.

I 2014 lagde også Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker klar afstand til omskæring af raske drenge.

I juni 2015 kom Jordemoderforeningen på banen med en flot resolution mod drengeomskæring uden lægelig indikation samt en klar kritik af Sundhedsstyrelsens beskæmmende mangelfulde håndtering af omskæringsproblemet – en kritik jeg selv havde fremført i en kronik i Politiken d. 4/3-2014.

I maj 2016 skrev jeg og bioetiker Brian D. Earp fra The Hastings Center Bioethics Research Institute i New York en skarp kritik af den amerikanske sundhedsstyrelse CDCs udkast til nationale anbefalinger vedrørende drengeomskæring i USA. Artiklen blev offentliggjort i tidsskriftet Global Public Health, hvorfra den frit kan downloades. Artiklen er per d. 17/3-2018 den klart mest læste artikel nogensinde i dette tidsskrift.

I december 2016 udtalte Lægeforeningen, at omskæring af raske drenge, som ikke kan give informeret samtykke, er ”etisk uacceptabelt”, og at drengeomskæring uden medicinsk indikation bør elimineres helt.

I marts 2017 meldte Dansk Sygeplejeråd ud, at den bakker 100% op om Lægeforeningens holdning til drengeomskæringsproblemet og erklærer i lighed med lægerne, at indgrebet er “etisk uacceptabelt“.

I februar 2020 kom Danske Fysioterapeuter på banen med en udtalelse om, at det er etisk uforsvarligt at omskære mindreårige raske drenge.

I april 2021 anbefalede over 1000 danske læger i en kronik i Berlingske Folketinget at forbyde omskæring af raske drenge under 18 år.


11) Hvad mener danske og internationale børne- og ligestillingsorganisationer om drengeomskæring?

Følgende organisationer har udtrykt klar afstandtagen til rituel drengeomskæring:

Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår: Lad drengene bestemme selv

Intact Denmark: Man skærer da ikke i raske børn

Sex og Samfund:  Det enkelte menneske har en konventionsbunden ret til
kropslig selvbestemmelse og integritet uanset alder, etnicitet og køn

Nordiske børneombudsmænd: Lad drenge selv bestemme, om de vil omskæres

Europarådets parlamentariske forsamling (PACE): Børn har ret til fysisk integritet

Dansk Kvindesamfund: Omskæring  uden medicinsk grund bør sidestilles med unødigt at skade sit barn

Mødrehjælpen: Drengene skal selv bestemme


Der er masser af yderligere spørgsmål og materiale at forholde sig til, men nu skulle du have lidt at gå i gang med.

Venlig hilsen

Morten Frisch

Overlæge, dr.med., ph.d., adj. professor i seksuel sundhedsepidemiologi

Facebook: https://www.facebook.com/morten.frisch Twitter: @ProfessorFrisch

Disclaimer: Dette er min private blog. Alt, hvad jeg skriver her, hvad enten det drejer sig om faglige eller holdningsmæssige spørgsmål, er udtryk for mine egne – og kun mine – personlige vurderinger.

Senest opdateret d. 4. september 2022